Vi bruger vand og ord ved dåben. Det første kræver et lille håndklæde eller en dåbsklud. I nogle af kirkerne i Helsingør og omegn er der frivillige, der strikker dåbsklude, som dåbsfamilien kan få med hjem. Det er et lille stykke hjemmelavet omtanke, og det er godt håndværk.
Der er nogen, der slet ikke kender barnet, der sidder og strikker til barnets dåb. Denne omtanke for barnet, som vises helt udefra, viser, at barnet sættes ind i et fællesskab og en større sammenhæng. Vi kalder fællesskabet i kirkerne, der er fælles om tro og dåb, ”menighed”.
Ved dåben er der en forbøn, der lyder sådan her:
”Tag i nåde mod dette barn, som vi bærer frem for dit åsyn. Indlem det i din menighed, og bevar det i dit samfund både her og hisset! Amen.”
Det, der er på spil i dåben, er stort, smukt, uendeligt og fælles.
At vi taler om dåben, som en indgang til et fællesskab både her og hisset, viser, at dåben både har en tilknytning til et fællesskab lokalt, og har evighedskarakter. Det, der er på spil i dåben, er stort, smukt, uendeligt og fælles.
Er der ikke strikkede dåbsklude i den kirke, du skal døbe dit barn, kan du få en gratis strikkeopskrift her. Du kan evt. spørge, når du melder dit barn til dåb, om kirken har strikkede dåbsklude, eller om I selv kan komme med en. Det kunne jo tænkes, der er en slægtning, der kan strikke og gerne vil bidrage med noget, der bruges i selve dåbshandlingen.
