”Jeg tænkte, at der var måske en anden måde at gøre tingene på”. Ved døbefonten rækker jeg ham et sammenfoldet viskestykke, ’institutionsvask’, står der printet hen over det klassiske blå og hvide firkantede mønster. Med en grov næve tørrer han nogle dråber vand af panden med ’institutionsvask’. Jeg peger på en ny tatovering på hans knæ: ’ForGud’ står der. ”Jeg tænkte, at der var måske en anden måde at gøre tingene på”, svarer han, ”i stedet for at gå og slå folk i hovedet med flasker når jeg er i byen”. Han knæler, ’ForGud’, uden jeg har bedt ham om det. Jeg giver hånden vægt da jeg lægger den på hans hoved, så han kan mærke Guds velsignelse når mareridtene vækker ham om natten.
Syndernes forladelse fjerner ikke den skyld du har pådraget dig, forklarede jeg ham om morgenen; det er ligesom noget, der er skrevet med blyant på papir. Syndsforladelsen visker det ikke ud. Den streger det over. Man kan stadig se det, overstreget. Skaden er ikke forsvundet, men er gjort magtløs. Dybest set gælder syndsforladelse din person, og består i at blive kaldet til noget, der er vigtigere.
Så fortalte jeg ham historien om Peter. Ham, der viste sig at være en elendig ven, fordi han svigtede Jesus dengang Jesus havde allermest brug for en ven. I historien viser Jesus sig for tredje gang for disciplene efter opstandelsen. Peter har knoklet ved fiskenettet hele dagen. Han roder lidt i bålet med en pind, og med en katastrofe i maven. Han kaster et stjålent blik på Jesus. ”Elsker du mig?”, spørger Jesus ham tre gange. Tre gange flyder Peters hjerte over med et ja. En mærkelig lille dialog. Jesus har tilsyneladende ikke tænkt sig at dvæle ved fortiden, alt det, der skete i Jerusalem, al trængslen, råbene, splittelsen. Hanen, der galede. Men Peter holdes ikke fast i fortid. I stedet får han en opgave. Måbende, hører han Jesu ord: Vogt mine lam! Du skal være hyrde for mine får! Du skal vogte mine får! Peter får opgaven at styrke fællesskabet af troende. Netop på det menneske, Peter, med fejl og mangler, bitterhed og trods, og med et stort varmt bankende hjerte, er kirken bygget.
Da min søn plasker rundt i badekarret om aftenen går jeg og ordner vasketøj. Jeg er en flue på væggen. Badeanden og båden laver noget sammen. I legen bearbejder han dagens strabadser i børnehaven: Emma kastede med sand. Og han nev én af de små. Med vilje. Barnet er simpelthen i gang med at gennemspille dåbens budskab, at det du gjorde, var ikke i orden, men du er.
Jeg tænker på dåbsbarnet, med de grove næver og tatoveringer, og vores mærkelige lille dialog over døbefonten: ”Han ku’ sgu da bare ha’ betalt de penge han skyldte”, sagde han. ”Det du gjorde, var ikke i orden, men du er”, svarede jeg. Sådan blev vi ved i et stykke tid. Jeg ved, at ’institutionsvask’ stadig ligger ternet og sammenfoldet ved døbefonten, og vidner om den smukke, store, svære, levende opgave som kirken har, som Peter fik, og som dåbsbarnet mumlede da han gik: ”I kirken kan man ikke se pigtrådshegnene. Herinde er jeg bare et menneske”.