Ordet dåb betyder neddykkelse, eller renselse. Den var oprindeligt et før-kristent indvielsesritual, og kendes blandt andet fra den indvielse som hedninger skulle igennem, hvis de ønskede at konvertere til jødedommen.
I Det Nye Testamente får denne dåb et nyt indhold, da den bliver en dåb til Jesu navn, dvs. at man gennem dåben tilhører Kristus.
Den dåb vi kender i dag er vokset ud af oldkirkens dåbsskikke og ritualer. I oldkirkens tid var det kun voksne der blev døbt, og forud for dåben gik et treårigt læreforløb, hvor den der ønskede at blive døbt skulle gennem en lang række ritualer, bl.a. exorcismer (djævleuddrivelse) og navngivning. Man skulle desuden lære trosbekendelsen og Fadervor udenad.
Selve dåben foregik én gang om året, nemlig påskenat.
Den indledtes med indvielse af dåbsvandet. Herefter fulgte en forsagelse, en exorcisme og en salvning (salvning af panden med korstegnelse og håndspålæggelse), en tilspørgelse, iklædning af dåbskjole og endelig dåb som foregik ved helneddykning i et stort dåbsbassin som dåbskandidaten skulle gå ned i. Efter dåben fulgte så endnu en salvning, håndspålæggelse med bøn, et kys og dåbsnadver.
I 400-tallet bliver det almindeligt at foretage barnedåb, og alle de forberedende riter bliver nu integreret i dåbsritualet. Det klassiske romerske dåbsritual fra den tid har lighed med det dåbsritual vi kender i dag. Her begynder man i øvrigt at læse dåbsevangeliet: Markus 10.13-16 (Lad de små børn komme til mig….) – og barnet bæres ind undervejs i ritualet.
Biskopperne forestod dåb og salvning, men da kristendommen blev massebevægelse, kunne biskopperne ikke nå det hele. Man skilte da ritualet ad, lod almindelige præster forestå dåben og biskopperne skulle kun tage sig af salvning og håndspålæggelse, også kaldet firmelsen. Firmelsen eller konfirmationen blev rykket væk fra dåbsritualet omkring år 400, og blev til et selvstændigt ritual, varetaget af biskopperne når de kom på besøg i byerne.
I 1523-26 renser Martin Luther ud og forenkler det romerske dåbsritual. Han fjerner f.eks. en del af exorcismerne:
At blæse under Øjnene, tegne med Korset, give Salt i Munden
”Saa betænk nu, at naar man døber, er alle disse stykker det ringeste. At blæse under Øjnene, tegne med Korset, give Salt i Munden, stryge Spyt og Snavs i Øren og Næse, salve med Olie paa Brystet og Skuldre og bestryge Issen med Chresem, trække Daabsskjorte paa og give et brændende lys i Haanden – og hvad der ellers er, det er tilføjet af Menneskene for at pynte paa Daaben; Daaben kan nemlig ogsaa godt ske uden alle disse Ting, som ikke er det, Djævelen skyr eller flygter for. Han foragter langt større Ting; her maa Alvor til.”
Efter hans mening er der alt for meget overflødigt pjat i dåbsritualet, som intet godt gør, men fjerner opmærksomheden fra det væsentlige, nemlig tilsigelsen af Guds nåde og frelsen i dåben.
De danske dåbsritualer efter reformationen er alle oversættelser og mindre bearbejdelser af Luthers dåbsritual fra 1526, men i Danmark indføres en faddertiltale.
Det dåbsritual vi har i dag er stort set ritualet fra 1912. Ved de seneste ændringer af Folkekirkens gudstjenesteordning i 1992 fik det lov til at stå stort set uændret.
Kilde: Praktisk teologi af Harbsmeier og Iversen 1995
