Hvordan kom det med dåb i stand, da du blev mor?
Min mand og jeg har igennem vores liv sammen været uenige om meget - selvfølgelig, men de grundlæggende ting, om værdier og familieforhold – dem er heldigvis vi enige om.
For os er dåben en helt naturlig del af vores danske kultur, en stærk tradition, ja’ faktisk ser vi den som en del af opdragelsen. Vores børn vælger jo ikke alting selv. De lærer af os, at man f.eks. siger tak for mad, at man behandler andre mennesker ordentligt, at man bidrager til samfundet.
Som forældre tager vi vildt mange beslutninger for vores børn – det undrer mig, at dette med dåb skulle være en beslutning, som vi forældre ikke skal tage, men som børnene selv skal tage, når de når konfirmationsalderen?
I vores familie bliver man døbt, og så ligger det vores piger frit for, hvad de herefter vil. Nu skal vores yngste datter Maja konfirmeres. Med begge vores piger har vi drøftet, om konfirmationen var noget, som de ville, og vi havde selvfølgelig respekteret, hvis de havde valgt det fra. Jeg havde nok været nysgerrig på, hvorfor de så ikke ville konfirmeres, men vi ville respektere det hundrede procent.
Jeg har jo kun ét i sinde og det er at få de unger så godt afsted som muligt, og har jeg gjort noget forkert, så er det bestemt ikke med vilje.
En del forældre vælger dåben fra, ud fra argumentet: det valg må mit barn selv tage?
Ved du hvad – her er jeg nok lidt en gammel ”kælling”, for hvad skal de så ellers selv vælge? Det er jo et barn. Vi skal da bestemme, hvilken vej de skal være på – det tager jeg virkelig alvorligt, ligesom jeg på mange andre måder tager mig af dem. For os er det med dåben en tradition og et stykke kultur, som vi gerne vil værne om. Nok er dåben en stor ting, men samtidig også en lille ting, for det var så selvfølgeligt for os.
Vi bruger kirken ved livets store anledninger: dåb, vielser, konfirmation og bisættelser – de anledninger, som livet nu byder på. Og er vi på rejser, så skal vi altid et smut ind i kirker. Her mindes vi dem, som vi har mistet. Pigerne og jeg - for det er oftest os, som går derind - vi tænder et lys og har en lillebitte stund, hvor tanker og relationer samles. Her kan kirkerummet virkelig noget særligt.
Nu, hvor pigerne har gået til konfirmationsforberedelse, har jeg ofte sagt til dem: Prøv nu at lytte efter under prædiken – det kan faktisk være interessant, selvom man af og til også kan træffe en tør kiks i form af en kedelig præst – så er oplevelsen røget. Men jeg må jo så også indrømme, at det ikke er alle konditorer, som bager lige gode kager.
Jeg selv er vokset lidt i forhold til det kirkelige i mødet med døden – man kan sige, at døden har modnet mig. Den har i hvert fald lært mig, at kirkens betydning bliver ekstra tydelig, når vi mister nogen, som vi holder af. Så bliver man opmærksom på tråde, traditioner og sammenhænge i livet. At vi husker, hvor vi kommer fra, og hvor taknemmelige vi skal være for livet.
